I begyndelsen af 1960’erne var Randers Handsker landets største handskefabrik med i alt 80 ansatte. Det gik stadig godt i branchen, men der gik ikke længe før handskeproduktionen blev trængt, og fabrikant efter fabrikant måtte lukke. Det var den stadig større andel af importerede handsker, der underminerede indtjeningen for de danske fabrikker.

 

 

FREMADSKUENDE

Randers Handskefabrik var velkonsolideret. Ejnar Vejrum var forretningsorienteret og omstillingsparat. Han tog de ændrede markedsvilkår alvorligt og sørgede for en kapitalreserve ved investering i ejendom og jord.


HANDSKER TIL POLITIET

I midten af 1960’erne lykkedes det Randers Handskefabrik at erobre ordren på politihandsker fra konkurrenten Minerva, der i årevis havde forsynet politiet med handsker.

 

 

BRAND MED VOKSEVÆRK

Historisk set var Randers Handsker et holistisk brand med et bredt sortiment af handsker, tøj, tasker, sko, tørklæder og endda parfumer. I slutningen af 1960’erne begyndte Randers Handskefabrik at arbejde med produktion og import af andre varegrupper end handsker for at sprede virksomhedens interesser.


Randers Handskers produktion af skindtøj steg eksplosivt. Skindbeklædningen blev en stor salgssucces og mængden af safarijakker, hotpants og vest krævede en omlægning af fabrikationen, da denne del af produktionen nu omsatte for mere end virksomhedens ellers så berømte handsker. Randers Handskefabrik ansatte derfor en dameskrædder og oplærte syersker til at imødekomme den store efterspørgsel på skindtøj.

 

 

I 1960’erne frem til 80’erne var fabrikkens prét-a-porter kollektion “RH” faktisk mere populær end handskerne, hvorfor det kortvarigt blev overvejet at nedlægge handskeproduktionen til fordel for skindbeklædning. Dog blev handskemageriet betragtet som sjælen i virksomheden. Dette skulle siden vise sig at blive fabrikkens redning for produktionen af skindtøj fik en brat afslutning. I løbet af få år blev det danske marked oversvømmet af udenlandsk skindtøj, hvis detailpris var på niveau med Randers Handskefabriks indkøbspris.

 



 

I 1963, på 35 års-dagen for Ejnar Vejrums overtagelse af Randers Handskefabrik, blev sønnerne Erik & Arne Vejrum en del af den daglige drift.

 

 

TIL VENSTRE: DAMEHANDSKE (1962)
Handske i lammeskind med to knapper betrukket med skind samt slids ved underhånden, syet med fuld piqué, uforet.

TIL HØJRE: DAMEHANDSKE (1968)
4" handske i perforeret lammeskind, syet med fuld piqué, uforet. 

 

 


RHANDERS I HISTORIEN

1960’erne var et årti med megen international konsolidering ift. politik og tilhørsforhold, og den deraf følgende “Kolde Krig” var også at mærke i Danmark.

Denne overskyggede dog ikke, at der også kulturelt og socialt skete en stor udvikling frem mod mere frigørelse og en ændret mode, der i højere grad gjorde op med tidligere tiders tækkelige, mere uniforme look og introducerede korte kjoler til kvinderne og længere hår til drengene - og en helt ny musikscene opstod med bl.a. The Beatles og Rolling Stones som nogle af eksemplerne.


Tilbage til Historien om RHANDERS